Gå videre til hovedindholdet

Gammeldags krydderkage med kærnemælk og hakkede pekannødder




Jeg kan virkelig godt lide både at bage og at smage kager, jeg ikke har prøvet før, men nogle gange får jeg bare en nostalgisk længsel efter min barndoms kager. Her er der især to, der stikker ud: Ud over den klassiske klassens time kage fra den husstandsomdelte Karolines Køkken kogebog, så ligger krydderkagen også meget højt på listen. Det er sådan en lidt ydmyg kage, der ikke ser ud af meget, men som gemmer på et saftigt indre og en sprød skorpe samt en delikat, varm og ikke for overvældende krydderi-smag, der adskiller den markant fra dens fætter, sandkagen.

Denne opskrift er ret traditionel, men jeg har dog pimpet krydderkagen lidt op ved at komme hakkede pekannødder i og ved at bruge min mest fancy kageform (som er mønstret og guldfarvet og ligner noget, der har været brugt som rekvisit i både Star Wars og Game of Thrones, og som - og her håber jeg virkelig ikke, at min mand læser med, for han er ikke er fan af omfangsrigt køkkenudstyr, der ikke jævnligt tages i brug - har stået ubrugt hen i et skab, siden jeg købte den for godt et år siden). Kagen smager dog lige så fortræffeligt, hvis den bages i en helt traditionel brødform.

Jeg har kun brugt en smule kanel i opskriften her, fordi jeg synes, at for meget kanel gør kagen for julet. Men det står én helt frit for at skrue op for krydderierne i det hele taget. Sådan som fordelingen er i opskriften herunder, rammer man efter min mening den klassiske 80'er krydderkage-smag, som er sød uden at være alt for sød og krydret uden at krydderierne slår én helt ud af kurs. 

Mine unger og deres to veninder, der prøvesmagte kagen, gav den alle thumbs op. Da jeg bad om mere ros en uddybende kommentar, gav min yngste datter mig allernådigst den enkle, men egentlig også fyldestgørende bemærkning: "Den smager rigtig godt". Og den dom er jeg faktisk selv helt enig i.


Gammeldags krydderkage med kærnemælk og hakkede pekannødder (14-16 pers.)
350 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 strøget tsk fint salt
1 tsk kardemomme
1 tsk vanillesukker
½ tsk kanel
½ tsk stødt ingefær
½ tsk muskatnød
100 g hakkede pekannødder
3 store æg
150 g sukker
150 g farin
1 stort skrællet og revet æble
1½ dl smagsneutral olie
2 dl kærnemælk
Endvidere lidt smør og ekstra mel til at smøre bageformen

Instruktioner:
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Bland mel grundigt med bagepulver, natron, salt, kardemomme, vanillesukker, kanel, stødt ingefær, muskatnød og hakkede pekannødder i en skål og stil til side.

Slå de tre æg ud i en stor skål og pisk dem let sammen. Kom sukker og farin i og pisk godt sammen - gerne et minuts tid. Kom herefter det revne æble i og rør igen godt rundt. Kom endelig olie i og rør godt sammen.

Kom nu æggeblandingen og kærnemælken i melblandingen - gerne af to omgange - og rør til alle dele er netop blandet.

Smør en bageform (eller to - for det er en stor portion) med smør og drys med mel. Hæld overskydende mel ud, så der bare er et tyndt lag tilbage i formen. Kom dejen i, og bag den ca. 35 til 40 minutter. Stik i kagen med en strikkepind: Kommer pinden op uden rå dej på, er kagen færdig.

Lad kagen afkøle 10-15 minutter i formen inden den tages ud. Drys den evt med lidt flormelis og spiselige blomster som pynt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Saftige rabarber-snitter med sprød crumble

Jamen, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive andet end at det her er en virkelig god kage med en sød og saftig sandkage-agtig bund, syrligt-søde raberber i midten, toppet af med en gang sprøde mandler og crumble. Den er nem at bage, men kræver lidt opvask, da man skal bruge en del skåle undervejs. Men det er vist også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om denne forårs-lækkerbisken. Saftige rabarber-snitter med sprød crumble  (ca 12 stk) Rabarber-fyld 4 stængler rabarber 50 g sukker 2 tsk maizena Crumble 75 g sukker 75 g mel 1 tsk vanillesukker 75 g smør Lidt mandelflager Dej 100 g creme fraiche 1 æg 1 æggeblomme 1 tsk vanille sukker ½ tsk kardemomme 150 g mel 100 g sukker ½ tsk bagepulver ½ tsk natron 100 g smeltet smør Instruktioner Tænd ovnen på 175 g varmluft og lad varme op, mens du laver kagen. Rens og skær rabarberne i 1 cm små stykker. Bland dem godt med sukker og maizena i en skål og sæt

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i al si

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b