Jeg synes, nybagte fladbrød er helt uimodståelige. Og så er de er super gode som tilbehør til aftensmaden - især i forbindelse med krydrede retter, hvor de kan bøde for lidt af den stærke smag.
I det indiske køkken findes der oceaner af vidunderlige fladbrød. Det mest kendte er nok naan (eller nan) som er et blødt og - som Brdr. Price ville sige det - imødekommende fladbrød (som i øvrigt er nemt at bage selv, se opskrift lige her: https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/03/naan.html). Jeg synes dog, det er noget uretfærdigt, at kun naan har vundet så stor udbredelse, så her kommer opskriften på et andet, virkelig skønt indisk fladbrød: Lachha paratha.
Lachha paratha stammer fra det nordlige Indien og er, skal det retfærdigvis siges, en smule mere omfattende at lave end mange andre fladbrød, fordi dejen her skal rulles ud og foldes og derefter rulles ud igen. Til gengæld er der ikke gær i dejen, så man sparer hæve-tiden. Dejen er på sin vis lidt a la en nem butterdej, hvor der smøres fedtstof på dejen, som derefter foldes. Dette brød er derfor nok både tids- og kaloriemæssigt mere en weekend-spise end et hverdags-brød. Til gengæld belønnes man så rigeligt for sine anstrengelser med et både blødt, sprødt og virkeligt velsmagende brød, der nærmest falder i flager af lækkerhed. Hvis det ikke er en god nok anbefaling, kan jeg fortælle, at mine to
Brødene er bedst lune og nybagte. Jeg vil desuden virkelig anbefale, at man anskaffer sig noget ghee (som er en type klaret smør, der fås hos de fleste asiatiske købmænd og i større fødevarebutikker), for det giver noget helt særligt til brødets smag. Som alternativ vil jeg tro, at man kan bruge smør (uden dog at have prøvet det!)... Nej, nej, nej, få skaffet noget ghee, som også er lækkert i SÅ mange andre indiske retter og som regel kan holde sig i 100 år! You won't regret it.
Lachha Paratha (4 stk)
250 g hvedemel (evt 200 g hvedemel og 50 g groft mel)
1 tsk sukker
1½ tsk fint salt
2 spsk smeltet ghee
1-2 dl varmt vand
Desuden:
Mel til æltning
3+2 spsk smeltet ghee
Instruktioner
Bland mel, sukker og salt i en stor skål. Kom den smeltede ghee i og nuldr godt ind i melet. Kom varmt vand i lidt ad gangen og ælt til du har en glat og meget fast dej. Lad dejen hvileved stuetemperatur i ½ time under et klæde.
Del dejen i 4 mindre portioner. Nu rulles hver bolle ud en ad gangen.
Rul en bolle ud så tyndt som muligt og smør lidt smeltet ghee ud på hele fladen. Strø også en anelse mel ud over fladen.
Nu kommer det sjove: Begynd i den ene side og fold dejen ind over sig selv, som man ville gøre med en vifte, så dejen får mange lag. Stræk lidt i dejen på den lange led, så den bliver lidt længere. Begynd i den ene ende og sno dejen rundt om sig selv. så den nærmest ligner en snegl. Mas den lidt ned, så den ikke er så høj. Gentag med de andre tre boller. Lad dem hvile ved stuetemperatur i 20 min.
Rul hver bolle fladt ud med en kagerulle, så de er ca 25 cm i diameter (eller passer til din bedste pande). Brug gerne lidt mel til udrulningen.
Varm en tør pande godt op og bag hvert fladbrød ca. 1 minut på den side (men hold øje med de ikke brænder på). Vend den og kom lidt smeltet ghee på den stegte side. Vend igen efter 1 minuts tid, og kom ghee på den anden side. Vend den endnu et par gange til den er gylden på begge sider.
Lige før parathaerne serveres kan de knuses lidt sammen, så alle lag og flager bliver synlige. Bør spises varme og samme dag som de er lavet.
Kommentarer
Send en kommentar