Gå videre til hovedindholdet

Fredagsdrink: Rosé sangria med masser af frugt

Lige om lidt er jeg dælme den, der har sommerferie. Min mand har engang sagt, at årets bedste dag er den dag, man får sommerferie, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret (med min fødselsdag og juleaften som tætte konkurrenter i "bedste dag"-kategorien). 

Vi skal holde ferie hjemme i år, så derfor håber jeg stadig på at de sidste dages sol og varme vil vare ved (og så lidt mindre blæst! Hvor kommer al den blæst fra?!?). Vi har ikke de store planer, men det passer mig egentlig utroligt godt. De pigerne var yngre, syntes jeg tit, det var nemmere og mere afslappende at være på arbejde end at være hjemme, for på arbejdet kunne jeg bedre selv bestemme over min egen tid, og der var ikke nogen, der stod og græd uden for døren og råbte på mig (sådan helt Justin Bieber-style), mens jeg var på wc. Men det er heldigvis vendt nu, hvor pigerne er blevet større, og vores hjem igen er et sted, der er til at holde ud at være og slappe af i. Og afslapning er lige præcis det jeg egentlig allerhelst vil have ud af denne sommerferie: Læse nogle gode bøger, se nogle gode serier, gå alt for sent i seng, glemme hvad ugedag det er, tilberede og spise alt for meget god mad og bare hygge mig med familien.

Denne sangria er en skøn måde at starte ferien på. Den er lavet på rosé vin og er knap så sød, som den traditionelle rødvinssangria (som jeg ellers også er stor fan af, bevares). Derudover kan jeg godt lide, når der er masser af blandet frugt i en sangria, for det giver den skønneste smag til drikken. Denne opskrift giver en ordentlig portion, så inviter naboerne over. ¡Salud!


Rosé sangria (6-7 pers.)
1 bakke jordbær
½ bakke kirsebær
1 øko-appelsin
2 nektariner
Lidt brombær
1 flaske kold rosévin
1 dl. hvid rom
½ - 1 l. kold danskvand
Isterninger
Evt lidt frisk mynte til pynt

Hæld den afkølede rosévin og rommen i en stor bowle. Rengør frugterne, skær dem i mundrette stykker (hvis man orker kan man skære kirsebærrene i halve og tage stenen ud - ellers kan de komme i hele) og læg dem ned i vinen. Sættes på køl mindst fire timer og gerne natten over.  

Umiddelbart før servering spædes sangriaen op med danskvand - mængden afhænger af, hvor stærk du vil have sangriaen. Kom godt med isterninger i, så den holder sig kold. 

Kan enten portions-serveres, eller man kan stikke en suppeske i bowlen og lade folk selv tage for sig.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...