Gå videre til hovedindholdet

Risotto med asparges, sprød serrano-skinke og persille-olie




Risotto med asparges, sprød serrano-skinke og persille-olie? Ja tak!

Denne ret burde efter min mening fuldstændigt sælge sig selv og ikke behøve yderligere tilskyndelse eller salgsargumenter. Men det gør den så åbenbart ikke. Sælger sig selv. Ihvertfald ikke i min lille familie. Ægtemanden spiste den godt nok pligtskyldigt, men uden kommentarer. Ældstebarnet nægtede overhovedet at smage på retten, og så kom jeg ved en grim fodfejl til at faldbyde den til yngstebarnet som "lidt ligesom risengrød" - og det er det jo ikke... som i slet ikke... så hun skulle efter en enkelt bid ikke have mere.

Men prøv li'e å hør her: Det er altså ikke mig, der tager fejl! Vi taler om cremet risotto med mascarpone og hvidvin, der blandes med forårs-friske asparges og tilsættes nøddesmag fra pinjekernerne, knasende og røget bacon-smag fra serrano-skinken og endelig en skøn umami-dybde fra persille-olien og parmesanen. What's not to like? 

Jeg siger ikke, det er helse-mad, men milde makaroni, det er SÅ lækkert! Og så er risotto slet, slet ikke så svært at lave, som vi er blevet bildt ind. Holder man sig i nærheden af panden, hælder væsken i lidt ad gangen, lader risene simre (ikke bulderkoge) og rører rundt ind i mellem, skal det hele nok gå. Og så skal man jo selvfølgelig skænke sig et glas af den hvidvin, der også skal bruges lidt af i retten, mens man står og rører. Det gør madlavning meget nemmere og må klart være kokkens prærogativ. Buon appetito, amico mio!
Risotto med asparges, serrano-skinke og persille-olie (4 pers.)
Risotto
1 løg
4 dl. risotto
2 spsk olivenolie
10 g smør
2 dl hvidvin
8 dl - 1 l. god grøntsagsbouillon
25 g. revet parmesan
100 g. mascarpone

Desuden:
1 bundt asparges
1 spsk olivenolie
200 g seranoskinke
25 g pinjekerner
Parmesan i flager 

Persille-olie
En stor håndfuld persille
1 dl god olivenolie
Salt & peber

Start med at riste pinjekernerne på en tør pande ved middelvarme i et par minutter til de har taget lidt farve. Rør lidt rundt i dem ind i mellem, så de ikke brænder på. Hæld dem i en lille skål og stil til side.

Rens og knæk aspargesene og smid de træ'ede ender ud. Skær de gode ender i mindre stykker (ca. 1 cm). Kom lidt olie på panden og steg aspargesene ved middelhøj varme i et par mintter til de har taget lidt farve, men stadig har lidt bid. Tag af panden, læg i en skål og stil til side.

Varm ovnen på til 200 grader varmluft. Læg skiverne af serrano-skinken i ét lag på en bageplade med bagepapir (de skal helst ligge fladt og ikke overlappe for meget, for at blive sprøde). Bag dem i ovnen i 10-15 min til de er sprøde, men hold øje med at de ikke bliver for mørke. Der kommer en del røg ud af ovnen, når du åbner den, så åbn evt. et vindue, før du tager dem ud. Bryd dem evt op i mindre stykker, så de kan drysses over risottoen.

Lav imens risottoen:
Skær løget i små tern. Varm olie og smør i panden og sauter løget i et par minutter, så det bliver blødt men ikke tager farve. Kom risene i og rør lidt rundt, mens risene sauterer med i et par minutter. Hæld 1 dl hvidvin i og rør lidt rundt mens vinen optages i risene. Risene skal simre, ikke bulderkoge. Tilsæt den anden dl. vin og rør lidt rundt, mens den optages. Fortsæt på samme måde med bouillonen (1 dl ad gangen, som optages i risene inden næste dl tilsættes). Rør rundt ind i mellem, især efter væsken lige er tilsat. Fortsæt til risene er bløde og cremede, men stadig har en smule bid.

Tag risottoen af varmen og rør parmesan i. Rør herefter mascaponen i og smag til med salt og peber. Bland aspargesene i lige inden servering.

Persille-olie:
Blend persille og olie med en stavblender til persillen er helt opløst i olien. Smag til med salt og peber.

Server med den sprøde skinke, pinjekerner, parmesanflager og persille-olie.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...