Gå videre til hovedindholdet

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder


Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur. 

Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre?

Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i al sin enkelhed er en rimelig genial ret. I sin klassiske form består den af fintsnittet kål blandet i en dej, der steges til sprøde pandekager. Det fantastiske ved retten er, at man kan supplere eller udskifte kålen med en lang række andre grøntsager, og potentielt også mange flere, end der er proppet i opskriften herunder, for eksempel revne kartofler, blomkål eller broccoli. Så retten er på én og samme gang BÅDE sunde grøntsager OG pandekager. Dét er da smart. På minus-siden skal det lige nævnes, at de ikke er særligt pæne at se på, men jeg har altid lært, at det er det indvendige, der tæller. Og det indvendige  - og smagen - er i top her. Vil man gerne have en grovere og dermed endnu sundere variant, kan man sagtens skifte halvdelen af melet ud med grahamsmel eller lignende. Der medfølger en opskrift på en dip her, som jeg er rigtig glad for, men for at være helt ærlig vil resten af min lille familie hellere bare have straight up ketchup til, og det smager også rigtig dejligt.
Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål (ca 16 stk, 2-3 pers)
100 g mel
½ tsk bagepulver
2 æg
1 dl vand
1 spsk soya
1 nip fint salt
2 gulerødder
½ spidskål
Et lille bundt forårsløg (ca 4 stk)
Smagsneutral olie til stegning

Dip:
3 spsk ketchup
1 spsk Worcestershire sauce
1½ spsk flydende honning
1 spsk soya

Instruktioner:
Skræl og riv gulerødderne groft. Snit spidskålet fint, og skær forårsløget i tynde skiver. Læg halvdelen af det skårne forårsløg til side til drys.

Bland mel, bagepulver og et nip salt i en stor skål. Kom æg, vand og soya i, og pisk det hele sammen til en glat dej. Kom grøntsagerne i og vend godt rundt, så de er helt dækkede af dejen.

Varm 1-2 spsk olie op i en pande og lav nu små pandekager ved at lægge store spiseskefulde af dejen på panden. Steg 5-6 stykker ad gangen afhængigt af hvor stor panden er. Flad pandekagerne lidt ud med en ske, så de ikke bliver for tykke, før de vendes. Bag 3-4 minutter på hver side ved lidt over medium-høj varme. Læg de færdige pandekager på et fad, mens du bager resten. Hold dem evt lune i ovnen ved 100 grader.

Bland alle ingredienserne til dippen og server til. Server evt. også ren ketchup, ren Worcestershiresauce og ren soya til - det smager også godt til hver for sig. Drys evt. lidt tyndtskårne forårsløg over pandekagerne - det giver et friskt spark til smagen. Server straks - pandekagerne smager bedst lune og nylavede.

Kommentarer

  1. Du underdriver. De ser meget delikate ud. Jeg har gent din opskrift. Skal snart afprøves. Tak

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b

Lyserøde djævleæg med bacon

Jeg har gennem mit liv set alt for mange amerikanske serier af svingende kvalitet, og derfor er jeg også blevet nysgerrig på alle de sjove former for mad og madtraditioner, de viser eller henviser til i serierne. Jeg kan især huske, at jeg i lang, lang tid havde meget lyst til at smage eggnog - og endte med at lave det selv (lige her :  https://alverdensmad1.blogspot.com/2016/12/eggnog.html ) og cobb salad, som jeg også endte med at lave en variation af selv (lige her:  https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/05/cobb-salad-med-jordbr-og-blue-cheese.html ). Jeg kunne også godt tænke mig at lave (og smage!) en rigtig thanksgiving middag, men det må vente, til det bliver vinter igen om lang, lang tid. Men devilled eggs er endnu en ret i den lange række af amerikanske retter, jeg har haft lyst til at prøve. Da jeg så forleden så et billede af en variant, der var lyserød i kanterne, blev jeg bare nødt til at prøve dem.  De smager rigtig dejligt, og man behøver bestemt ikke a