Gå videre til hovedindholdet

(Et forsøg på) springerle med julekrydderier


Springerle er en tysk højtids-småkage, som laves i smukke forme med forskellige motiver og typisk smages til med anis-pulver. De er SÅ fine. Se f.eks her:

https://bylelush.blogspot.dk/2013/12/springerle-cookies.html?utm_source=bp_recent&utm-medium=gadget&utm_campaign=bp_recent

eller her:

https://toquetips.fantes.com/springerle/

Dyyyybt suk!

For nogle år siden købte jeg i Tyskland nogle fine springerle-forme og den fineste kagerulle med mønster, men jeg er nu på mit femte forsøg med at bage denne småkage ud fra lige så mange opskrifter og kombinationer af opskrifter, og jeg er stadig ikke tilfreds.

Dette forsøg er nok mit hidtil bedste, men selvom mønsteret blev fint og tydeligt på de fleste af kagerne, og smagen er fin og julet, så ville jeg ønske, konsistensen var bedre og mere knusprig - for nu at blive i det tyske. Jeg synes, de bliver noget tørre - men det er måske uundgåeligt, når der skal så meget mel i, for at det fine mønster kan holde. Well, well. I det mindste syntes både mine (kræsne) piger og mine (altædende) kolleger, at kagerne smagte dejligt, og de er ganske forsvundet fra kagedåsen på nuværende tidspunkt. Men jeg vil nu gøre et nyt forsøg næste jul - måske med en mere mørdejs-agtig dej. Smag og udseende skulle jo helst hænge sammen, nicht wahr?


Springerle med julekrydderier (16-20 kager afhængigt af størrelsen)
1/4 tsk bagepulver
1 spsk mælk
3 æg, m
350 g flormelis
75 g smør, rumtemperatur
½ tsk stødt ingefær
½ tsk kanel
½ tsk kardemomme
½ tsk stødt nellike
1/4 muskatnød
½ tsk allehånde
Revet skal af 1 usprøjtet citron eller appelsin
450 g mel + ekstra til udrulning

Rør bagepulveret ud i mælken og lad stå 20 minutter til pulveret er helt opløst.

Slå æggene ud i en skål og rør dem godt sammen, gerne i en røremaskine. Tilsæt flormelis lidt ad gangen, mens der stadig røres. Kom herefter smør, citron- eller appelsinskal og krydderier i. Tilsæt også mælken med bagepulveret og rør godt. Rør nu mel i lidt ad gangen til dejen er jævn og fast.

Tag dejen ud på et bord drysset med mel og ælt kort igennem. Dejen skal være ret fast. Form den herefter til en kugle og lad den hvile på køl i 1-2 timer.

Tag dejen ud, drys mel på bordet og rul dejen ud (del den evt. i to dele) til den er ca. 1 cm tyk. Drys lidt flormelis eller mel på dejen og børst det meste af melet/flormelissen væk. Herefter laves forsigtigt aftryk i dejen med formene/kagerullen/cookie-stamp. Skær kagerne ud i den ønskede form og læg dem på to bageplader beklædt med bagepapir. Gentag til al dejen er brugt.

Lad nu kagerne stå og lufttørre i 24 timer.

Tænd ovnen på 160 grader (almindelig, ikke varmluft) og bag kagerne én plade ad gangen - ca 15 min. afhængigt af deres størrelse. Tag dem ud af ovnen når de er gyldne i kanten. Lad dem køle af 5 minutter på bagepladen. Flyt dem herefter til en bagerist og lad dem køle helt af. Opbevares tørt og ikke for varmt.

Kommentarer

  1. Hvor er de Springelre smukke! Jeg har nogle små forme, som jeg aldrig har brugt, fordi det virkede noget besværligt. Må jeg spørge, om kagerne bliver hårde? Dem, jeg har smagt var meget hårde.
    Vh
    Marie

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg synes virkelig også, kagerne er lidt besværlige og tidskrævende at bage - men når de så lykkes, er de så fine, at det er det hele værd. Jeg synes ikke, de med denne opskrift bliver hårde, men de bliver jo noget tørre pga den megen me,l så det gælder om at få krydret dem godt, så de stadig er lækre at spise. Håber det besvarer dit spørgsmål:-)

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i al si

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)