Som om der ikke er nok at lave i december, var vi så uforudseende for 7 år siden at få barn nr. 2 på d. 11 december, så derfor skal der også altid lige klemmes to fødselsdage ind i en i forvejen proppet kalender, fordi vi både holder en familie-fødselsdag og en fødselsdag for pigerne i klassen.
Til familiefødselsdagen d. 10 december fik vi kagen, som ses på billedet herunder med chokoladekagebund med kirsebærmousse og -gele (opskriften kan findes i november-udgaven af "Spis bedre"-magasinet):
Til fødselsdagsfesten med pigerne fra klassen var fødselsdagsbarnets ønske en kage med jordbær og fløde... Men det der med jordbær er jo lidt en udfordring her i vintermånederne, og der er da også brugt frosne jordbær til kagen. Ikke desto mindre blev den - hvis jeg selv må sige det - ret vellykket med fire lag hjemmebagte lagkagebunde, frisk creme af flødeost og flødeskum og masser af jordbær i små stykker. Gæster og fødselsdagsbarn var heldigvis også begejstrede.
Til familiefødselsdagen d. 10 december fik vi kagen, som ses på billedet herunder med chokoladekagebund med kirsebærmousse og -gele (opskriften kan findes i november-udgaven af "Spis bedre"-magasinet):
Det 7-årige fødselsdagsbarn med kagen, som hun selv pyntede |
Jordbær-lagkage (10-12 pers.)
Kage
4 æg
1½ dl creme fraiche
1 dl kærnemælk
275 g mel
1 tsk vanillesukker
300 g sukker
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
225 g smør, stuetemperatur
Fyld
1 pose frosne jordbær (ca. 400 g), optøede
200 g neutral flødeost
100 g sukker
½ tsk vanillesukker
3 dl fløde
Evt lidt lyserød kagefarve
Pynt
Kageperler og krymmel
Evt fødselsdagslys
Kage
Varm ovnen op til 175 grader varmluft. Beklæd to kageforme på ca. 18 cm. i diameter med bagepapir eller smør dem godt med smør.
I en røreskål røres æg, creme fraiche og kærnemælk godt sammen.
I en anden skål blandes mel, vanillesukker, sukker, bagepulver og natron.
Rør lidt ad gangen melblandingen i æg-blandingen. Smørret skæres i mindre stykker og blandes i dejen. Rør til smørret er helt opløst i dejen.
Fordel dejen i de to bageforme (eller bag dem en ad gangen). Bag kagerne midt i ovnen ca. 25-30 min. til kagerne er gyldne og gennembagte. Lad afkøle i formen og derefter på køl, så kagerne er helt kolde, når de skal skåres over.
Opbevar på køl indtil kagen skal samles.
Fyld
Rør flødeost godt sammen med sukker og vanillesukker. Tilsæt herefter fløden og pisk et par minutter til flødecremen er forholdsvist stiv i det. Bland evt. frugtfarve i (jeg brugte lidt lyserød til halvdelen af cremen). Sæt cremen på køl en times tid, så det sætter sig og er til at smørre ud på kagen.
Skær jordbærrene i små stykker og del i tre portioner.
Skær toppen af de to kager, så de er helt flade. Skær kagerne over på midten, så du har fire, helt flade kage-"skiver". Læg en "skive" på et kagefad, smør lidt flødecreme på, drys med 1/3 af jordbærrene og kom igen lidt creme ovenpå. Gentag med de næste lag.
Når øverste kage"skive" er lagt på, smørres kagen op med resten af cremen. Hvis cremen er meget flydende (det var den for mig), kan den sættes på køl en times tid, hvis man kan nå det (det kunne jeg ikke, hvorfor min kage fik et lidt udflydende look. It's all the rage in Paris... eller noget). Pynt med dit fineste sukkerkrymmel og evt. fødselsdagslys og stil kagen på køl, til den skal serveres. Kagen er bedst den dag den er lavet, men er dog bestemt spiselig dagen efter.
Kommentarer
Send en kommentar