Pebernødder må der til, når det er jul!
Denne opskrift har jeg fra Ina og Katrine (tak!), fordi Ina skrev til mig på Facebook og spurgte, om jeg havde en god og julet opskrift på brunkager (coming up!), og Katrine (som jeg egentlig kender Ina igennem) bød så ind med, at hun lige havde bagt de der gode citron-pebernødder, som hun betegnede som "smagen af jul", og det lyder jo bare alt for fristende.
Så på den måde endte det med, at det faktisk var mig, der fik en opskrift. Opskriften viderebringer jeg her - dog med enkelte små ændringer, fordi jeg ikke kunne lade være med at tilføje lidt vanille og kardemomme - og også var nødt til at kaste en æggeblomme i dejen for at få den til at hænge sammen.
Pebernødderne smager dejligt friskt af citrus og er en skøn og sprød variation af den klassiske pebernød (som også er god - bevares). Hurtigt bagt - hurtigt spist!
Citron-pebernødder (temmelig mange)
250 g mel125 g sukker
½ tsk hjortetaksalt
½ tsk kardemomme (kan udelades)
½ tsk vanillesukker (kan udelades)
125 g smør Saft & skal fra 1 usprøjtet citron
1 æggeblomme
Evt. lidt vand
Bland mel, sukker, hjortetaksalt og evt. kardemomme og vanille. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det til dejen er som brødkrummer. Kom citronskal i og bland godt. Saml dejen med citronsaft og æggeblomme. Tilføj lidt vand, hvis dejen stadig er svær at samle. Tril dejen til en kugle og stil den på køl ½ times tid.
Varm ovnen op til 180 grader varmluft.
Tril dejen ud til lange stænger på ca. 1½ cm.s tykkelse. Skær små pebernødder ud, og læg dem med lidt afstand på 1-2 bageplader beklædt med bagepapir.
Bages 5-10 min. afhængigt af hvor store/små de er. Hold godt øje med dem. De er jo nogle små størrelser og kan lynhurtigt få for meget. Afkøler 1 minut på pladen og derefter på en rist.
Der er ikke angivet hvor meget smør der skal i 😊
SvarSletBeklager! Det er hermed rettet.
Slet