Gå videre til hovedindholdet

Citronmoussekage med solbær, vanillebomber og oreo-bund



Min aller-første mousse-kage!

Nu har jeg set dem SÅ mange gange i Den store bagedyst og synes bare, de ser helt fantastisk lækre og meget, meget svære ud. Det er alt det der med temperaturer og afkøling og ikke mindst husblas. Åh, husblas... Men da vi skulle til familie-hygge-halløj hos min søde svigermor i søndags, tænkte jeg, at her var min chance til at kaste mig ud i det (og så måtte vi jo købe en kringle med på vejen, hvis det gik helt galt). Og ja, det er da noget tidskrævende at lave sådan en krabat, der har så mange forskellige elementer, men det er også virkelig, virkelig sjovt!

My very first mousse-kage er lavet med inspiration fra tre dejlige kage-bage-bloggere: Citronmoussen er stort set tyv-hapset fra Annemette Voss' blog (http://annemettevoss.dk/citronmousse-kage/), opskriften til vanillebomberne er mere end kraftigt inspireret af Ditte Julie Jensen (http://dittejulie.dk/2016/11/blaabaerlagkage-med-konfektbund-og-vaniljemousse/) og inspirationen til udtrykket - som det vist hedder i kage-verdenen - er fra Maja Vase (http://majavase.dk/), selvom jeg er fuldt ud klar over, at jeg desværre aldrig når hendes helt skørt høje og smukke niveau, hvad angår kagedekoration. Jeg kan kun opfordre alle bageglade til at kaste sig ud i at lave mousse-kager - der ligger store mængder inspirerende opskrifter på de tre nævnte blogge. Det giver en sær tilfredsstillelse, når sådan en kage lykkes, husblassen ikke trevler, og moussen sætter sig, lige som den skal. 

Et lille tip: Læs opskriften igennem (ikke bare til denne, men egentlig alle moussekager), for tit er der masser af ventetid og ting, der skal laves i god tid og ikke mindst elementer, som man ikke kan smutte fra, mens man laver dem.
Citronmoussekage med solbær, vanillebomber og oreo-bund (8-10 pers.)

Citronmousse:
4 blade husblas
1,5 dl friskpresset citronsaft (
ca. 2 citroner)
150 g sukker
1,5 dl skyr
3 dl piskefløde



Vanillebomber:
4 blade husblas
1 vanillestang
50 g rørsukker
3 dl piskefløde
2,5 dl skyr


Oreo-bund:
2 pakker Oreo
50 g smør

Herudover:
4-5 spsk solbærsyltetøj 
Skovsyre og sukkerperler til pynt

Begynd med Oreo-bunden: 
Kom alle oreo-kiksene i blenderen og blend til de er som rasp. Smelt smørret og bland det i. Beklæd en springform (22-24 cm i diameter) med bagepapir eller husholdningsfilm, og fordel kiksekrummerne i bunden. Klem det godt ned , så det er helt fast og når ud i alle hjørner (hjørner som en springform ikke har... Alle kanter? Alle sider? Du ved, hvad jeg mener).

Lav herefter vanillebomberne:
Læg husblas-bladene et ad gangen ned i en skål med rigeligt koldt vand. Lad udbløde i 10 min. Flæk vanillestangen og skrab vanillekornene ud. Mos kornene sammen med en smule af rørsukkeret. Lun vaniljesukker, rørsukker og 1 fløde godt op ved lav varme - det må dog ikke koge. Tag gryden af varmen og tilsæt de afdryppede husblas-blade et ad gangen, og rør godt mellem hver. Rør skyren i lidt ad gangen. 

Hæld nu vanillemoussen op i en sprøjtepose, klip et lille hul i spidsen, og sprøjt forsigtigt moussen ud i dine valgte silikoneforme (jeg brugte små halvkugler og ellipseforme, men anything goes). Stil dem på frost i mindst 2 timer, gerne med et skærebræt eller andet fast underlag under, så de ikke kæntrer eller bliver skæve.

Citronmousse:
Læg husblas-bladene et ad gangen ned i en skål med rigeligt koldt vand. Lad udbløde i 10 min. Kom citronsaften op i en lille gryde sammen med sukkeret. Kog op og lad simre et par minutter til sukkeret er helt smeltet. Tag gryden af varmen, sigt saften (hvis der er lidt små kerner i, og lad den svale lidt af. Den skal stadig være varm nok til at husblassen kan smelte i den.  Tilsæt et blad ad gangen den udblødte og afdryppede husblas, og rør  godt rundt. Lad det stå og afkøle til håndvarmt.
Pisk fløden til let skum.
Så røres skyren i citronsaften. Rør godt rundt, så saft og skyr blandes helt. Herefter blandes flødeskummet i ad flere omgange. 
Tag oreo-bunden ud af køleskabet og smør solbærsyltetøj ud på den, så det dækker hele bunden. Fordel herefter citronmoussen ovenpå, og sæt så kagen på køl, til moussen er blevet fast. Det tager 2-3 timer.
Når moussen har sat sig tages kagen forsigtigt ud af springformen og over på et kagefad (det er tricky at få kagen befriet for husholdningsfilm/bagepapir, men det kan lade sig gøre. Siderne kan rettes lidt til med en kniv varmet i meget varmt vand og tørret af i en ren klud).
Herefter tages vanillebomberne ud af fryseren og vippes forsigtigt ud af formen. 
Pynt kagen med vanillebomber, skovsyre og sukkerperler.
Opbevar på køl indtil servering. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Saftige rabarber-snitter med sprød crumble

Jamen, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive andet end at det her er en virkelig god kage med en sød og saftig sandkage-agtig bund, syrligt-søde raberber i midten, toppet af med en gang sprøde mandler og crumble. Den er nem at bage, men kræver lidt opvask, da man skal bruge en del skåle undervejs. Men det er vist også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om denne forårs-lækkerbisken. Saftige rabarber-snitter med sprød crumble  (ca 12 stk) Rabarber-fyld 4 stængler rabarber 50 g sukker 2 tsk maizena Crumble 75 g sukker 75 g mel 1 tsk vanillesukker 75 g smør Lidt mandelflager Dej 100 g creme fraiche 1 æg 1 æggeblomme 1 tsk vanille sukker ½ tsk kardemomme 150 g mel 100 g sukker ½ tsk bagepulver ½ tsk natron 100 g smeltet smør Instruktioner Tænd ovnen på 175 g varmluft og lad varme op, mens du laver kagen. Rens og skær rabarberne i 1 cm små stykker. Bland dem godt med sukker og maizena i en skål og sæt

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i al si

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b